tirsdag den 28. januar 2014

De første spæde hækle forsøg

Jeg har ikke hæklet i ret mange år, min mormor forsøgte godt nok at lære mig det, den gang hun var levende, men alt blev skævt, jeg kunne ikke se hvor jeg skulle stikke nålen ind i løkken neden under, så jeg opgav og strikkede i stedet.
 For  4-5 år siden bestemte jeg mig så for at jeg ville lære at hækle.
Det var helt oplagt hvad jeg skulle starte med, MUNDSERVIETTER. Da jeg aldrig har været særligt meget fan af papir, værende køkkenrulle eller servietter, til at tørre fingre og mund med, når jeg spiser, var det naturligt for mig at hækle noget jeg kunne bruge til dette formål og samtidigt gjorde det jo heller ikke så meget at det var skævt m.m

Jeg har lavet en lille billede serie af mine forsøg, jeg har ikke bare hæklet en af hver farve, men rigtigt mange af hver, faktisk :-).. de grønne lavede jeg sidst og de var ikke til mig selv, men til min søn og (dengang) svigerdatter. Den opskrift jeg har brugt til de grønne, er fra: Ingelise, alt om håndarbejde, Nr. 9, september 2005. Mønsteret er oprindeligt brugt til en bademåtte og hæklet med dobbelt-garn, jeg har bare hæklet den med enkelt-garn og selvfølgeligt kun til en størrelse der passede mig.

Jeg synes selv at der er udvikling i mit hæklen, ikke bare er det blevet mere lige med tiden, men jeg fandt da også ud af at lave et andet mønster. Den røde serviet er også lavet i en variant med kun stangmasker, som de to øverste.

Jeg bruger faktisk disse mundservietter hver dag, så de er blevet kogt rigtig mange gange.



mandag den 27. januar 2014

Hæklet tæppe, mit aller første af slagsen.

Jeg er nu færdig med mit aller første hæklede tæppe, ja det er faktisk det første store hækle arbejde jeg er blevet færdig med.
Da jeg startede på det, troede jeg faktisk at jeg først ville bliver færdig efter et års tid, men det her ikke engang taget et halvt år. 120 lapper er blevet hæklet i DROPS BIG DELIGHT,  det lækreste bløde uld. Jeg valgte at bruge nøjagtig det garn som er brugt i opskriften.
Nu glæder jeg mig til i morgen tidlig, hvor jeg skal sidde og nyde min morgenkaffe, under mit nye tæppe, samtidig med at jeg nørkler med et eller andet. Jeg har aftenvagt i morgen og skal derfor først møde kl. 14,00, så jeg har masser af tid til at sidde og nyde mit tæppe.

Jeg har brugt denne opskrift fra Drops design: http://www.garnstudio.com/lang/dk/visoppskrift.php?d_nr=148&d_id=40&lang=dk 

lørdag den 25. januar 2014

Soyagarn fra Netto

Jeg købte for ca. 14 dage siden 10 nøgler Soyagarn i Netto, de havde desværre kun 9 nøgler af farve 1, så derfor købte jeg også en nøgle af farve 3 og så måtte jeg jo finde en opskrift hvor jeg kunne kombinere disse 2 farver.
Jeg har tænkt og tænkt og ledt og ledt efter en opskrift hvor det ikke ville gøre noget at der blev blandet en enkelt nøgle af en anden farve i. Det skulle også være en hækleopskrift, ikke et sjal, dem har jeg lavet så mange af. Strikkefasthed skulle jo også passe og ja ikke mindst løbelængden, der er ca. 120 m på 50 gram, så det var jo også noget af en begrænsning.

Idag har jeg så fundet en opskrift, en drops trøje, endnu engang reddede drops mig, jeg har lavet en hækle prøve, den første blev for stor, så jeg måtte et helt nummer nål længere ned end i den oprindelige opskrift, jeg hækler åbenbart meget løst, for det er ikke første gange det er sket.

Garnet er vildt lækker at hækle af, det er bare så blødt, så blødt, glæder mig til at trøjen er færdig, men den skal ikke laves mere på før jeg skal til København i februar, det skal være mit togprojekt.

Her er trøjen jeg har valgt: http://www.garnstudio.com/lang/dk/visoppskrift.php?d_nr=65&d_id=9&lang=dk



En smuk og let trøje, synes jeg.
Hækleprøven er lavet i farve 3 og den hele garnnøgle er farve 1, de er ikke langt fra hinanden.



mandag den 20. januar 2014

Alt for megen inspiration

Arghh engang imellem skal jeg bare lade være med at gå ind på Ravelry, for så har jeg slet ikke nok timer i døgnet, jeg bliver så forfærdeligt inspireret til at ville lave en hel masse dejlig håndarbejde.
Så idag er der så lige kommet en firkant mere på min "to do" liste... en dejlig hæklet firkant.
hmm så får vi se hvornår jeg får den lavet.



http://www.ravelry.com/patterns/library/julieannys-stained-glass-afghan-square

Er den ikke bare pragtfuld ??

lørdag den 18. januar 2014

Små djævlehuer springer af strikkepindene

Jeg er med i en gruppe på facebook, hvor vi stikker til børn indlagt på Neonantalafdelinger (for tidligt fødte børn) rund om i Danmark. Lige for tiden har vi en konkurrence, om hvor mange djævlehuer i str. m, l, og xl vi kan strikke inden den 28. februar, vi kan komme med et gæt hver på hvor mange der bliver lavet, hvad præmien er, for den som kommer tættest på, kan jeg ikke huske, det er også ligegyldigt, vil bare stikke huer og håbe på at der bliver lavet rigtigt mange.
De er super hurtige at lave, jeg startede først med at stikke dem i den her uge ( konkurrencen har kørt siden 6. januar), da jeg lige havde huerne til The Twins, der skulle laves færdige.
Jeg har fået lavet 2 huer, en i str. m og en i str. l og er nu igang med en str. xl, bagefter skal der laves i alle tre størrelser i pige farver.
Gad vide hvor mange jeg når at lave, det skal I nok få af vide efter den. 28. februar.

 

I får lige et link til gruppen, hvis nogen af jer skulle være interesseret i at blive medlem og hjælpe til, der strikkes også trøjer, strømper, sko og tæpper.
https://www.facebook.com/groups/421106101255113/

tirsdag den 14. januar 2014

Brain Wave Beabues Huer til the Twins

Så blev Brain Wave huerne færdige og afleveret, og de gjorde stor lykke, tror jeg da nok.
Det var noget af en udfordring for mig, da jeg aldrig har hæklet noget større før, jeg har heller aldrig hæklet med flere farver. Da garnet jeg brugte, heller ikke havde samme strikke/hæklefasthed som i opskriften, skulle jeg både regne ud hvor mange flere masker jeg skulle have, hvilken hæklenål jeg skulle bruge og rette mønsteret til. Men alt i alt synes jeg at resultatet er blevet rigtigt godt.
Jeg er i hvert fald meget tilfreds og jeg er VILD med farverne, har noget garn tilbage, det skal helt sikker bruges til strømper med spiral hæl. ( Jeg har brugt strømpegarn til disse huer)
Jeg vil da helt sikkert gerne have høre Jeres meninger om disse huer.

Her er linket til huerne:
http://playinhookydesigns.blogspot.dk/p/free-pattern.html





onsdag den 8. januar 2014

Ny gammel stol

Nu har jeg endelig fået købt mig en ny gammel stol. Jeg har længe dimlet om at skulle købe en ny lænestol, den skulle være godt at sidde i, så jeg sidder godt når jeg laver håndarbejde.
Min plan var at købe en stol i genbrug og så hækle et tæppe i skrappe farver og "betrække" den med det.
I weekenden var der så billigt bomuldsgarn i Aldi i de smukkeste, dejligste, skrappe farver. Jeg købte nok meget mere end jeg skal bruge til tæppet, men da jeg ikke havde købt stolen endnu, havde jeg jo ingen ide om hvor stort tæppet skal være og dermed heller ingen ide om hvor meget garn jeg skal bruge.

Jeg fandt Arne og Carlos´s bog frem for at få noget inspiration til hvilke firkanter jeg skulle hækle, havde faktisk tænkt lidt på deres primulatæppe, men blev enig med mig slev om at det skulle være firkanter.

 Jeg har valgt at bruge deres fantastiske ide om, at putte alt garnet i en pose og så lade tilfældigheden bestemme hvilken farve jeg skal hækle i. alle farverne kan jo gå sammen, så rækkefølgen er jo egentligt underordnet.
Derefter fandt jeg bogen "fine og farverige firkanter" frem og udvalgte mig to firkanter jeg ville hækle tæppet i. Da jeg viste dem til knægten, udbrød han " hvorfor kun lave det i to forskællige firkanter?" og ja han har jo ret. Så tæppet vil bliv hæklet i alle firkanterne fra denne bog, eller i hvert fald, de fleste af firkanterne fra denne bog. Hvor mange der bliver af hver, skal også være en tilfældighed, humøret kommer til af afgøre hvilken firkant jeg vil hækle, den pågældende dag.
Søndag var jeg så lige i Aldi igen, for at købe lidt mere garn, havde bestemt mig for at det ville være pænt med noget gult garn i tæppet også og at den røde og orange farve skulle være mere dominerende, så derfor skulle der være lidt flere nøgler af disse farver i posen.
Den lilla farve skal bruges til at hækle sammen med og til kanten, så der bliver en sammenhæng.




Mandag måtte jeg så i genbrug for at købe en stol. Jeg faldt for denne dejlige stol, som jeg sidder fantastisk godt i.
Stolen stod til 150 kr, men da de havde udsalg, var der 50% på alt, så jeg fik den til 75 kr.

Men den ene project føre jo ofte det andet project med sig, kan nu se at jeg kommet til at mangle en fodskammel, så engang ude i fremtiden skal der klippes nogle gamle sommerkjoler i jersey i stykker, så der kan blive hæklet en fodskammel.

søndag den 5. januar 2014

Brænde skal der til, for at holde varmen

Jeg har brændeovn og plejer at købe de der færdige briketter, fordi det er nemmere for mig, men i år har jeg fået en masse brænde forærende af mine forældre. De havde en masse gamle træer i deres have, der var blevet fældet, så min far havde skåret det meste i rette størrelser, men han har ingen motorsav, så de tykkeste stammer var ikke blevet savet over.
Jeg har fået lovning på at måtte låne min venindes kæreste, hans motorsav og savbuk, men han arbejder ret meget og ofte har han fri når jeg er på arbejde. Så i fødselsdagsgave fik jeg af min veninde en savbuk, den manuelle sav har jeg selv, så nu skulle bukken bare samles og jeg kunne gå igang med at save brændet selv. Så ville jeg også få varmen to gange af det samme stykke træ.

Så dagen i dag er brugt på at samle savbuk, lidt svært når man er ene om det, men det lykkedes. Så ikke nok med at jeg fik min fødselsdagsgave samlet, så fik jeg også brugt fødselsdagsgaven fra min søn, nye skruetrækkere.
Jeg er meget glad for praktiske gaver og samler på godt værktøj, samler ikke kun på det, bruger det altså også.


lørdag den 4. januar 2014

Er gået igang med Brain Waves beanie hue til "the Twins"

Uha har godt nok sat min egen tålmodighed og mine hækle evner, på noget af en prøve.
For det første er jeg for aller første gang, gået igang med en Amerikansk opskrift ( hækle udtrykkene er lidt anderledes fra de Engelske, fandt jeg ud af), for det andet er det ikke original garnet jeg bruger, så jeg har måtte ændre på nålestørrelsen, hvilket ikke gjorde så meget, for så havde jeg en undskyldning for at købe de meget omtalte Clover hækle nåle, som for øvrigt er meget meget skønne at bruge. Jeg fandt også ud af at jeg var nødt til at hækle med dobbelt garn.
Så jeg gik frejdigt igang med den første hue, (skal lave to, da det er til et tvillingpar, min niece og nevø), men kunne hurtigt se at den ville blive alt alt for lille. Hæklede så en lille prøve, for at beregne hæklefastheden. Tegnede og beregnede, for mønsteret skulle jo passes til, til de nye antal masker.
Jeg var dog stadig i tvivl om den kom til at passe, så lagde en besked på facebook, hvor jeg søgte et barnehoved str. 50-52 cm, da min niece og nevø bor i en anden by og jeg ikke lige kan komme til at prøve huerne på dem. Så lånte et barnehoved og fandt ud af at jeg nok lige skulle øge maskeantallet med 6.
Men ikke alle prøvelser er over endnu, for hvor lang/dyb skal sådan en hue være, måtte igen ty til facebook og spurgte i en af de grupper jeg er medlem af, samt jeg har målt min egen hue, så nu bider jeg tænderne sammen, laver huerne færdig til d.13, hvor jeg skal være sammen med ungerne, og håber på at de passer.

I skal nok få billeder af det færdige resultat.